Vores medhjælpere
Vi har 6 Border Collies i alderen 7 måneder til 7 år. De hedder Floss, Mae, Pippi, Toby, Wisp og Lux og har hver deres fordele og ulemper som der skal arbejdes med. For selv om Border Collien er en hyrdehund ligger der et stort arbejde i at uddanne dem til brugbare hyrdehunde. Border Collien er ikke forprogrammeret til at kunne løse diverse hyrdeopgaver dog rummer den noget unikt nemlig sit hyrdeinstinkt.
Vi bruger vores Border Collies når fårene skal samles, flyttes fra marken til stald, fra mark til mark, når fårene skal klippes, have ormekur, ind i traileren og meget andet.
Border Collien er en fantastisk hjælp i dette arbejde og enhver der har set en Border Collie i færd med at hjælpe sin hyrde kan kun være fulde af beundring for racens særpræg og instinkt. Grunden til at vi benytter vores Border Collies i arbejdet med fårene er at det er langt mindre stressende for fårene end hvis 14 mand prøver at samle dem hvorefter fårene alligevel stikker af… Fårene vænner sig til hundene efterhånden. I det praktisk og daglige arbejde med fårene anvender vi kun hunde som er uddannet og som har erfaring nok til at løse den pågældende opgave. Uddannelsen til hyrdehund sker gradvist når hunden er klar til det. Træningen foregår i korte sekvenser hvor opgaverne ikke er svære end at hunden kan efterkomme dem med succes.

Opvisning med hyrdehunde
Vi har ambitioner om at lave hyrdehundeopvisning ved Rubjerg Knude og/eller hjemme på gården. Formålet er at vise hvor effektivt og ustressende det er at bruge hyrdehunde i arbejdet med fårene. Vi ønsker at give folk en naturoplevelse som de ellers ikke ville opleve og give dem et indblik i hvordan en hyrde og hans/hendes hund arbejder. Meget mere om dette kommer senere...

 
Vivi & Morten Beyer Vendelbo - Vejbyvej 433, Sejlstrup - 9480 Løkken Telefon: 40868935